|
FAQ
Fortæller PEGI-mærkningen også om spillets sværhedsgrad?
Nej.
Markedet for computerspil er i rivende udvikling, og der kommer
hele tiden nye typer spil og spillere til. Erfaringerne viser, at
forskellige aldersgrupper får noget forskelligt ud af spillene, og det vil
virke begrænsende at opstille faste kriterier for sværhedsgrad/egnethed. Derfor er PEGI-mærkningen baseret på skadelighedsprincippet.
Men det er klart, at du bør vurdere egnetheden af et spil både på
baggrund af mærkningen og en portion sund fornuft – det er jo ikke sikkert at et
avanceret strategispil, der måske nok er ufarligt for en 6-årig at se på,
overhovedet kan gennemføres af en 6-årig. Her er det en god idé at spørge
personalet i butikkerne til råds eller forhøre sig hos venner og familie.
Må et barn på ti år spille et 18+ spil sammen med en person, der er over
18?
Ja, det er ikke forbudt for en 10-årig at spille et 18+ spil, men i henhold
til mærkningen anbefales det, at dette i så fald bør gøres med en myndig
person ved sin side.
Medierådet for Børn og Unge ser heller ingen problemer i, at en myndig
person spiller computerspil med børn og unge, der ikke opfylder aldersgrænsen.
Fordelen er, at man kan tale om indholdet og forklare forskellen mellem
virkelighed og fiktion.
Hvordan gavner mærkningsordningen mig?
PEGI-mærkningsordningen er skabt for at beskytte mindreårige mod
uhensigtsmæssig brug af computerspil, der er udviklet til en ældre aldersgruppe.
Samtidig gør en ordning i europæisk regi markedet mere gennemskueligt for
forbrugerne generelt.
Medierådet for Børn og Unge vurderer i sin årsberetning 2002/2003, at: ”den
nye ordning vil være til gavn for forbrugeren, som får bedre muligheder for
at orientere sig, når der arbejdes med samme mærker og aldersangivelser på
alle spil som distribueres i Europa. Det må anses som positivt, at der bliver mere vejledning
omkring kategorier og klassificeringer.”
|