|
Netcafeer
På landets netcafeer mødes man og spiller computerspil.
Cafeernes computere er forbundet i et netværk, så man kan spille mod og med
hinanden. På netcafeerne kan man også surfe på internettet, hente e-mails
mv.
Har du erfaringer fra en netcafe, kan du komme til orde i debatten.
Computerspil – en holdsport
Boomtown er landets største kæde af netcafeer, og alene i afdelingen på Axel
Torv i København er over 100 pc’er i brug til computerspil og internetsurf
døgnet rundt.
”Hovedparten af vores kunder kommer for at spille action-, adventure-,
strategi- og simulationsspil. De mest populære spil er dem, hvor man kan
spille i hold mod hinanden,” fortæller afdelingsleder i Boomtown på Axel
Torv Kim Sannemand og fortsætter:
”Halvdelen af vores kunder kommer i små grupper på tre til fire personer og
dyster mod hinanden eller andre grupper i spil som Counter-Strike og
Battlefield. Grupperne sidder sammen og lægger strategier for, hvordan
spillene skal vindes.”
Boomtowns kunder er typisk mænd mellem 15 og 35 år, der i snit spiller et
par timer ad gangen. Piger er et sjældent syn hos Boomtown, der dog gerne
ser flere kvindelige computerspillere.
Selvom Boomtowns prispolitik tiltrækker en forholdsvis høj aldersgruppe
besøges Boomtowns netcafeer også af drenge i folkeskolealderen.
”Vi holder øje med vores gæster. En enkelt gang har vi fx kontaktet
forældrene til nogle børn, som vi mente pjækkede fra skole for at komme her,”
fortæller Kim Sannemand, der dog mener, at forældrene har ansvaret for deres
børns færden samt hvilke spil de spiller.
”Hvis en 15-årig spiller et spil, der er mærket 18+, så griber vi ikke ind.
Aldersmærkningen er kun vejledende, og det er forældrene der skal opdrage
deres børn,” slutter Kim Sannemand.
|